Forside

 


Find vej i naturen med Søllerød Orienteringsklub

Søllerød Orienteringsklub deltager i det landsdækkende initiativ "Find vej i Danmark", som er en forenklet udgave af idrætsgrenen orienteringsløb. Det minder om skattejagt, hvor man ved hjælp af et kort skal finde poster i skoven eller byen. Det er en spændende måde at opleve naturen på. Alle kan være med, uanset om det er i løb som konkurrence på tid, eller som en sjov spadseretur i skoven for hele familien. 

Vi har etableret ruter i Rude Skov, Søllerød By/Kirkeskoven, Ravnholm og Raadvad. Du kan downloade kort med fortrykte baner i forskellige sværhedsgrader og længder. Hvis du vil have flere udfordringer, så udprint "alle pæle"- kortet og lav dine egne baner.

Vi har fastlagt GPS koordinaterne ved alle posterne, der er dog ikke nedgravede "skatte" som ved geotracking, men det kan være sjovt at prøve alligevel!

Tilbuddet retter sig mod familier, motionister, spejdere, SFO'er, skoler - ja kort sagt ALLE. Har I fået lyst til at lære mere om orienteringsløb, så har vi et ugentligt træningstilbud til både børn/unge, eliten og motionister. Du er meget velkommen til at komme og prøve, om det er noget for dig. Se link til vores hjemmeside til venstre.